Boligforeningen 3B er en almen boligforening, som udvikler, bygger og administrerer boligområder. Vi har ca. 12.000 lejeboliger i 80 forskellige afdelinger i Storkøbenhavn – og mange nye boliger på vej. Vi ejer selv ejendommene, som omfatter meget forskellige boligformer: højhuse, rækkehuse, seniorboliger, ungdomsboliger, plejeboliger, skæve boliger til hjemløse samt erhvervslejemål.

Beboerdemokratiet i 3B 
Omdrejningspunktet for 3B er beboerdemokratiet med en organisationsbestyrelse og lokale afdelingsbestyrelser, der er valgt af beboerne i boligafdelingerne. Som medarbejder i 3B er du med til at løfte vores fornemmeste opgave – at støtte op om beboerne og det stærke beboerdemokrati og hjælpe med at gøre beboerdemokratiets visioner for 3B til virkelighed.

3B – Sammen mod 2020
I 3B er vi i fuld gang med at realisere vores ambitiøse strategi 3B – Sammen mod 2020. Vi står – ligesom den øvrige almene sektor – over for store forandringer, hvor det centrale er at udvikle vores drift og service, så den er effektiv og matcher fremtidens krav og forventninger. Derfor er vi netop nu ved at skabe en ny decentral og robust organisering af driften – bakket op af en stærk central administration. Det kræver dygtige medarbejdere. I 3B har vi derfor fokus på at udvikle vores kompetencer, så vi sammen med beboerne og afdelingsbestyrelserne når vores mål. 

Tre stærke værdier 
I 3B er vi, hvad der svarer til 285 fuldtidsansatte medarbejdere. Godt 1/3 arbejder i administrationen, mens 2/3 arbejder i boligafdelingerne. Som medarbejder i 3B bliver du en del af en organisation, der arbejder ud fra tre stærke værdier: Nærværende, Nyskabende og Ordentlige. Vores ambition er samtidig at være en attraktiv arbejdsplads, og alt vores arbejde – frivilligt som lønnet – er baseret på de tre værdier. 

Ansøgningsfrist
3. april 2018

Serviceminded og kvalitetsbevidst ejendomsleder der kan sikre effektiv opgaveløsning 

Hos Boligforeningen 3B er ejendomsservice en holdsport, og til vores afdeling Hørgården på Amager søger vi nu en målsøgende ejendomsleder med en struktureret og serviceminded tilgang, som arbejder selvstændigt og kommunikerer vel med mange forskellige typer af mennesker. 

Du bliver en del af et stærkt hold, som servicerer beboerne i vores boligafdelinger og sørger for drift og vedligeholdelse af bygninger og arealer. I det daglige spiller du en stor rolle i at støtte op om cheftræneren – driftschefen for området – og du vil prioritere dine opgaver i tæt dialog med denne og med afdelingsbestyrelsen. 

Dine opgaver vil blandt andet bestå i at koordinere arbejdsopgaver i området, udarbejde vedligeholdelsesplaner i samarbejde med dine kollegaer samt udarbejde budgetter og lave rekvisitioner. 
Du vil indgå aktivt i den daglige drift, deltage ved møder i afdelingsbestyrelsen samt i forbindelse med ejendomstilsyn og langsigtet vedligeholdelse. Du vil desuden have ansvar for opfølgning og kontrol af håndværkere og leverandører samt kontrol af faktura fra disse. 

For at blive en succes i stillingen kræver det at du

Arbejder struktureret og kan bevare overblikket i en omskiftelig hverdag

Er god til at skabe og vedligeholde relationer

Er rummelig og har stærke sociale kompetencer

Har erfaring med service

Forstår dig på bygningsdrift

Har kørekort (minimum til traktor)

Er stærk i IT og gerne Unik Bolig 4

Hvis du ovenikøbet har erfaring fra en lignende stilling, vil det være en klar fordel!

Vi stiller store krav til dine personlige og faglige kompetencer, men tilbyder samtidig spændende og afvekslende udfordringer i en organisation i udvikling og vækst. Du får gode muligheder for efteruddannelse, og vi tilbyder løn, pension og øvrige vilkår efter gældende overenskomst – suppleret med en god personalepolitik. Møder uden for almindelig arbejdstid kan forekomme.

Boligforeningen 3B er en af Danmarks største boligorganisationer med mere end 12.000 boliger i hovedstadsområdet. Vi har tradition for at tage et stort socialt ansvar, gå nye veje og udvikle nye løsninger inden for den almene sektor. Vi er ambitiøse og løser vores opgaver på et højt niveau - både i forhold til betjeningen af vores beboerdemokrati og internt i organisationen. Dit daglige udgangspunkt vil være Hørgården på Amager.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Driftschef Thomas Neumann Høgh på telefon 32 59 59 00 hverdage mellem 09.00-12.00.

Søg stillingen som ejendomsleder inden ansøgningsfristen udløber tirsdag den 3. april 2018 klokken 12. 

Ansættelsessamtaler forventes gennemført mandag den 9. april 2018.Tiltrædelse i maj 2018